Strikkeskolen · De første masker

Kom godt i gang med at strikke

Denne guide er til dig, der aldrig har strikket før, eller som kan grundmaskerne, men er usikker på resten. Den gennemgår de fire grundmasker, strikkeprøven, og hvad du gør, hvis du taber en maske.

Videoerne til de fire grundmasker er STRIQs egne. Videoen om tabte masker er ikke lavet af STRIQ, men valgt, fordi den forklarer teknikken godt. Kilden står ved videoen.

De fire grundmasker

Alt strik bygger på fire ting: at slå masker op, strikke ret, strikke vrang og lukke af. Kan du dem, kan du i princippet strikke hvad som helst. Resten er variationer.

Videoerne viser kontinental strikning, hvor garnet ligger over venstre pegefinger, og højre pind henter det. Det er den almindelige måde at strikke på i Danmark og resten af Norden.

Slå op. Til opslaget skal du bruge en lang ende garn. En tommelfingerregel: én gang rundt om hånden svarer til cirka ti masker. Er garnet tykt, så tag lidt mere. Lav en løkke, sæt den på pinden, og spænd garnet ud mellem tommel- og pegefinger på venstre hånd. Før pinden op under tråden på tommelfingeren, hent tråden fra pegefingeren, og træk den igennem løkken på tommelfingeren. Slip tommelfingeren, og stram let. Gentag, til du har det antal masker, opskriften beder om, og lad en ende på cirka 15 cm hænge, så du kan hæfte den.

Slå masker opSTRIQs egen video · afspilles fra YouTube, når du trykker

Ret. Garnet ligger over venstre pegefinger, bag arbejdet. Stik højre pind ind i den første maske på venstre pind, forfra og fra venstre mod højre. Hent garnet fra pegefingeren med pindespidsen, træk det igennem masken, og skub den gamle maske af venstre pind.

Lær at strikke retmaskerSTRIQs egen video · afspilles fra YouTube, når du trykker

Vrang. Garnet ligger stadig over venstre pegefinger, men nu foran arbejdet. Læg garnet op over venstre pind. Stik højre pind ned under garnet og ind i masken fra højre mod venstre, foran venstre pind. Før garnet rundt om pindespidsen, træk det igennem masken, og lad den gamle maske glide af. Stram let efter hver maske, så maskerne bliver jævne. Vrang er lidt sværere end ret, så øv dig gerne i retmasker først.

Lær at strikke vrangmaskerSTRIQs egen video · afspilles fra YouTube, når du trykker

Luk af. Strik to masker. Løft den bagerste af de to masker på højre pind op over den forreste og af pinden. Strik én maske mere, og løft igen. Fortsæt, til der er én maske tilbage. Bryd garnet, og træk enden gennem den sidste maske. Luk løst af, så kanten ikke bliver stram.

Lær at lukke masker afSTRIQs egen video · afspilles fra YouTube, når du trykker

Se gerne videoerne flere gange. Det er helt normalt, at det går langsomt de første gange.

Lav en strikkeprøve, før du går i gang

En strikkeprøve er en lille firkant, du strikker, før du går i gang. Den fortæller dig, om du strikker stramt eller løst i forhold til opskriften — og dermed, om det færdige stykke får de mål, opskriften lover.

Sådan strikker du strikkeprøven:

  1. Slå det antal masker op, opskriften foreslår til strikkeprøven. Står der ikke noget, så slå så mange op, at lappen bliver 12-15 cm bred — i et mellemtykt garn er det omkring 25-30 masker, i tyndt garn flere. Hellere lidt for mange, så du kan måle et stykke inde fra kanten.
  2. Strik i det mønster, opskriften bruger (glatstrik, retstrik, mønster osv.), til lappen er mindst 12-13 cm i begge retninger. Kanterne krøller og forvrænger målene, så du skal kunne måle midt på lappen. Strik gerne en kant af retstrik hele vejen rundt — et par pinde forneden og foroven og et par masker i hver side. Så ruller lappen ikke, og den ligger fladt, når du måler.
Otte strikkeprøver i forskellige garner og farver, lagt ud på en mørkegrøn bordplade. Nogle har tydelige vandrette riller fra retstrik, en rød har små huller fra et hulmønster, og resten er glatstrik med en kant af retstrik hele vejen rundt.
Otte strikkeprøver i forskellige garner. Den beige øverst til venstre og den creme nederst i midten er retstrik, den røde er hulmønster, og resten er glatstrik med en kant af retstrik. Mønstret ændrer strikkefastheden på den samme pind — derfor skal strikkeprøven strikkes i opskriftens mønster.
  1. Luk af. Behandl så strikkeprøven, som du vil behandle det færdige stykke: skal sweateren vaskes, så vask strikkeprøven. Mange garner ændrer størrelse i vask.
  2. Læg den fladt, og lad den tørre.

Sådan måler du:

  1. Læg et målebånd vandret midt på strikkeprøven, væk fra kanterne, og tæl, hvor mange masker der er på 10 cm.
  2. Læg det lodret, og tæl, hvor mange rækker der er på 10 cm.
Målebånd lagt vandret hen over strikkeprøven
Læg målebåndet midt på lappen, væk fra kanterne. Stregerne viser, hvorfra og hvortil du tæller, og prikkerne sidder midt i hver maske — her 21 masker på 10 cm.
  1. Sammenlign med opskriftens strikkefasthed. Har du flere masker end opskriften, strikker du stramt — prøv en tykkere pind. Har du færre, strikker du løst — prøv en tyndere.

Passer det ikke, og hjælper en anden pind ikke, kan du læse mere i Når din strikkefasthed ikke passer.

Strikkeprøven tager lidt tid, men den kan spare dig for at strikke en hel sweater om.

Hvis du taber en maske

Det sker for alle, også for erfarne strikkere: en maske glider af pinden eller løber et par pinde ned. Den kan som regel samles op igen uden at trævle op.

Sådan redder du en tabt maskeVideo af Strikker · åbner på YouTube

Næste skridt

Når grundmaskerne sidder, er næste skridt at vælge det rigtige garn til dit første projekt.